Det lyder hyggeligt med en tur til en Nubisk landsby ikke? Når der blev sagt landsby, forestillede jeg mig lidt primitive huse og folk om en bålplads, men det idylliske billede i mit hoved ændrede sig allerede på sejlturen til landsbyen. Efterhånden som vi sejlede fra hotellet blev vi snart ledsaget af den ene turistbåd efter den anden og endte med en hel karavane med samme destination: Den nubiske landsby. Undervejs på sejlturen blev vi “ledsaget” af tiggere – børn der enten svømmede eller sejlede ud til turistbådene for at tigge penge. De hægtede sig på siden af bådene og råbte til os i håbet om at nogen forbarmede sig over dem og gav dem penge. Første indtryk da vi lagde til land var “Gedemarked” eller efter egyptiske terminologi “kamelmarked” iblandet lidt tivoli. Fra bådene gik vi op ad en stejl stensætning og lige ovenfor den lå vejen vi skulle følge på vores tur rundt. Det var den vej ALLE fulgte – kameler med turister inclusive og snart blev der råbt “Pas på, der kommer kameler…” og vi sprang til siderne for bogstavelig talt ikke at blive rendt ned, for de kom lydløst og stærkt. En ældre herre med stok fra vores gruppe blev faktisk ramt men holdt sig oprejst og tog det med et smil. Vores første mål på turen var en nubisk skole og vejen derhen var fyldt op med boder med turistgejl, “Egyptisk bomuld” og krydderier. Altsammen tilsat store mængder af støv fra den stærkt trafikerede kamelrute. De krydderier må da smage af lidt ekstra skulle man synes. Vi ankom til den nubiske skole, hvor vi blev ført ind i et klasselokale og fik vores egen lærer, der skulle forsøge at lære os en smule af det nubiske sprog. Efter lidt undervisning blev enkelte “hørt” i det lærte og kunne man ikke sine ting, blev man slæbt op til tavlen for at få “klø” af lærerens pegepind. Og så var det mine tæer begyndte at krølle. Den slags turistskuespil kan jeg bare ikke døje, og jeg finder dem ganske usmagelige. Jeg vil rigtig gerne høre om nubierne, deres fortid og deres sprog men ikke på den måde. Det autentiske ved at besøge en landsby går fuldstændig fløjten i søgen efter at underholde turisterne. Efter skoleseancen gik vi op taget af skolen, hvor der var en fantastisk udsigt over hele landsbyen og Nilen helt ned til Aswan dæmningen. Siden fortsatte vi til vores nubiske værtsfamilie, der havde været så venlige at åbne deres hjem for os. De var utroligt søde, og vi blev alle budt på noget at drikke ved ankomsten. Lidt surrealistisk at sidde der i et autentisk nubisk hus med Coca Cola flasker i lange baner 🙂 I stuen havde de en støbt kasse med små krokodiller. Ja, det virker en anelse underligt på mig, men det er måske ikke mere unormalt, end at vi har en kattebakke til vores kræ i bryggerset. De små “diller” blev forsøgt “tirret” til at reagere på os, ved at vifte med en klud nede i kassen. Den ene blev taget ud til skue og bestemt håndteret blidt og venligt af manden i huset. Jeg tror da, de er flinke ved deres dyr, men et eller andet sted, bryder jeg mig bare ikke om, at vilde dyr skal bruges til underholdning for os turister. Alt i alt tog jeg personligt fra landsbyen med en følelse af at være en “rigtig turist”, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jeg havde forventet måske at kunne tage derfra med et smil på læben – istedet havde jeg en lidt dårlig smag i munden. En mere rolig respektfuld tilgang til tingene istedet for det karneval med turister i stride strømme ville have passet bedre til forventningerne. Der kunne have været masser af muligheder for et mere autentisk besøg, hvor vi kunne have fået ro til at indsnuse atmosfæren i byen og fået nogle gode fotos af de meget imødekommende beboere. Istedet blev det hele sovset til i turistlir af værste skuffe. Kommer jeg til Egypten igen, så vil jeg gerne være den oplevelse foruden.